Enlarge text
Print

Whistleblower-politik



Innovationsfonden ønsker at bekæmpe ulovligheder og uetisk adfærd. Derfor værdsætter fonden, når fondens ansatte, ansøgere til fondens ordninger, bevillingsmodtagere og andre med tilknytning til Innovationsfonden gør opmærksom på uetisk adfærd og mistanker om ulovligheder relateret til fonden.

Innovationsfonden har en åben kultur, hvor der er adgang til at ytre sig – også når det handler om at gøre opmærksom på uetisk adfærd eller ulovligheder. Som udgangspunkt bør du gå til nærmeste chef eller fondens direktør med dine bekymringer. Hvis du mener, at dette i din situation ikke er muligt, kan du foretage en indberetning til Innovationsfondens whistleblower-ordning.

Hvad kan indberettes?
Der kan kun foretages indberetninger om alvorlige forhold som f.eks. svindel med fondens økonomiske midler, korruption, sexchikane og anden alvorlig upassende og uetisk adfærd.

Whistleblower-ordningen kan ikke anvendes til mindre alvorlige forhold som f.eks. almindelig uenighed mellem kolleger og utilfredshed med lønforhold.

Klager over afgørelser på bevillingsansøgninger kan heller ikke indberettes til Whistleblower-ordningen. Sådanne klager skal indsendes direkte til Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte, der er er klagemyndighed. Der kan kun klages over retlige forhold i forbindelse med fondens afgørelser som bevillingsmyndighed.

Klage over retlige forhold skal indgives skriftligt til Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte, Bredgade 43, 1260 København K, inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt sagens parter, jf. § 25 i lov nr. 306 af 29. marts 2014 om Danmarks Innovationsfond.

Hvordan indberetter jeg?
Du kan indgive oplysninger til fondens whistleblower-ordning ved at klikke på ”Gå til indberetning!” på forsiden. Når du indberetter i whistleblower-ordningen, bliver du bedt om at udfylde en blanket med oplysninger om det forhold, som du ønsker at indberette om. Du kan vælge at anføre dit navn i indberetningen eller indberette anonymt.

Uanset om du oplyser dit navn, beder vi dig om at oprette en sikker postboks på blanketsiden. Hermed får du mulighed for at logge dig anonymt på whistleblower-systemet via postboks-funktionen og fortsætte dialogen med os. I nogle tilfælde vil vi i postboks-funktionen stille yderligere spørgsmål om sagen til dig eller efterspørge yderligere dokumentation. Dette forbedrer vores muligheder for at undersøge sagen. 
 
Hvordan behandles indberetninger?
På vegne af Innovationsfonden modtager og behandler fondens advokat (Kammeradvokaten) indledningsvist indberetninger fra Whistleblower-ordningen. Formanden for Innovationsfondens bestyrelse træffer beslutning i forhold til indberetningerne.

Afhængig af sagens omstændigheder kan formanden beslutte at iværksætte en nærmere undersøgelse af sagen. Undersøgelsen udføres som udgangspunkt af Kammeradvokaten eller af udvalgte medarbejdere i fonden. Kun medarbejdere, som ikke er involveret i sagen, kan deltage i udførelsen af undersøgelsen.

Såfremt indberetningen er åbenbart ubegrundet, vil den blive afvist.

På grund af regler om tavshedspligt mv. kan vi kun orientere dig om sagens behandling og udfald i begrænset omfang. Du skal oprette en postboks for at kunne modtage orienteringer.

Spørgsmål
Har du spørgsmål til whistleblower-ordningen, kan du kontakte chefjurist Lennart Andersen i Innovationsfonden på +45 6190 5073 eller pr. mail til lennart.andersen@innofond.dk